Astronomi handler om studiet af himmellegemer som f.eks. planeter, stjerner og galakser. Gennem alle epoker i menneskehedens historie har iagttagelser af himlen spillet en stor rolle i forbindelse med forståelse af menneskets placering i rum og tid. Astronomer har derfor altid været betydningsfulde personer i samfundet.
Astronomi beskæftiger sig med observationer af universet og teorier om universet, som til sammen kan fortælle os, hvordan Universet er opbygget og fungerer.
I beskrivelsen af Universet og dets bestanddele indgår der en del matematiske formler. Astronomiundervisningen vil tage udgangspunkt i dit kendskab til matematik på C-niveau, men i visse tilfælde vil det være uundgåeligt at inddrage formler, du ikke har set før. Du vil dog ikke blive stillet til regnskab for argumentationen af de matematiske formler, men kun at være i stand til at bruge dem.
Verden over forskes der meget i astronomi og kosmologi, så jævnligt publiceres der nye opdagelser og nye resultater. Kommer der interessante nyheder, vil vi i astronomiundervisningen flytte fokus herpå, selv om det betyder, at vi herved vil komme til at afvige fra den planlagte undervisning.
Det skriftlige arbejde vil variere mellem opgaveberegning, efterbehandling og rapportering af eksperimentelt arbejde samt formidlingsopgaver til en udvalgt målgruppe. Det eksperimentelle arbejde omfatter observationer af nattehimlen, behandling af datamateriale og satellitbilleder samt virtuelle eksperimenter. Du skal også lave en portfolio, hvori du samler noget af materialet fra undervisningen og nogle af dine skriftlige arbejder. Portfoliet vil indgå i evalueringen af dit standpunkt og være grundlaget for en eventuel mundtlig eksamen.
De himmellegemer, vi umiddelbart kan observere, befinder sig i vores lokale solsystem og galakse. Så et vigtig område i astronomien er læren om Solsystemets bestanddele, om hvordan Solen påvirker hele Solsystemet og om vores galakse, Mælkevejen.
Universet er et dynamisk sted, som hele tiden udvikler sig. Himmellegemer fødes, udvikles og dør, hvorefter resterne indgår i dannelsen af nye objekter. Derfor vil du i astronomi lære om udviklingen af planeter, stjerner og Universet.